Fastlægger, hvad forordningen ville gøre: skabe en ramme for udbud af European Business Wallets, give handlinger foretaget via en tegnebog samme retsvirkning som deres papirbaserede eller fysiske modstykke, fastsætte regler for identifikation af tegnebogsindehavere, oprette en europæisk digital vejviser og en entydig identifikator for hver indehaver, fastlægge, hvordan tegnebogsudbydere meddeles, pålægge offentlige myndigheder forpligtelser og åbne rammen for tredjelande.[1]
Forordningen ville omfatte udbud og accept af European Business Wallets, udstedelse og accept af de data, der identificerer deres indehavere, samt erhvervsdrivendes og offentlige myndigheders brug af tegnebøger. Den ville ikke berøre de systemer, som EU-retten allerede foreskriver til udveksling af dokumenter og data mellem kompetente myndigheder.[1]
Definerer 43 begreber. En European Business Wallet ville være en digital løsning, der lader indehaveren opbevare, administrere og fremvise identifikationsdata og elektroniske attributattesteringer, bruge signaturer, segl, registreret levering og tidsstempler samt oprette og uddelegere mandater til bemyndigede repræsentanter. En "økonomisk aktør" ville være enhver fysisk eller juridisk person, der handler i kommerciel eller erhvervsmæssig egenskab, hvilket bringer enkeltmandsvirksomheder og selvstændige inden for anvendelsesområdet. Mange af de øvrige begreber er overtaget direkte fra eIDAS-forordningen.[1][7][8]
En handling foretaget med en af de centrale funktioner i artikel 5, stk. 1, ville have samme retsvirkning som den samme handling foretaget lovligt ved personligt fremmøde, på papir eller på anden måde, der opfylder kravene. Det samme ville gælde, når en selvstændig eller en enkeltmandsvirksomhed bruger den kvalificerede elektroniske registrerede leveringstjeneste som en selvstændig tjeneste, uden en Business Wallet.[1]
Opregner 14 funktioner, som enhver tegnebog ville skulle tilbyde. De omfatter udstedelse, opbevaring og fremvisning af elektroniske attributattesteringer med selektiv videregivelse; kvalificerede elektroniske signaturer, segl og tidsstempler; afsendelse og modtagelse af dokumenter via en kvalificeret elektronisk registreret leveringstjeneste; at lade flere brugere betjene én tegnebog under autorisationer, som indehaveren kan administrere og tilbagekalde; eksport af alle data i et maskinlæsbart format; og en log over alle transaktioner. Udbydere ville kunne tilføje yderligere funktioner, så længe de ikke kompromitterer disse, og ville skulle tilbyde den registrerede leveringstjeneste som selvstændig tjeneste til brugere af EUDI-tegnebøger.[1]
Tegnebøgerne ville have brug for fælles protokoller og grænseflader til udstedelse og fremvisning af identifikationsdata og attesteringer, til interaktion med andre tegnebøger og med EUDI-tegnebøger, til automatiseret brug uden manuel indgriben og til fjernonboarding via en bemyndiget repræsentant, hvis elektroniske identifikation opfylder sikringsniveau "betydeligt" eller "højt". Hver indehaver ville få mindst én entydig digital adresse. Tilknytninger mellem roller og attributter ville skulle kunne revideres og tilbagekaldes, og modstridende roller, overdelegering og udløbne autorisationer ville skulle opdages og forhindres i realtid.[1][10]
Kun udbydere på Kommissionens liste ville måtte udbyde tegnebøger. De ville skulle være etableret i Unionen, have deres hovedforretningssted og hovedaktiviteter der og ikke være underlagt kontrol fra et tredjeland eller en enhed fra et tredjeland. De ville også skulle opfylde cybersikkerhedskravene i direktiv (EU) 2022/2555 (NIS2), informere indehavere klart om vilkår og dataportabilitet og, hvis de ophører med at udbyde tegnebøger eller fjernes fra listen, underrette indehaverne og overføre eller slette deres data efter indehavernes anvisninger.[1]
De data, der identificerer en tegnebogsindehaver, ville blive udstedt som en kvalificeret elektronisk attributattestering af en kvalificeret tillidstjenesteudbyder, som en attestering udstedt af eller på vegne af den offentlige myndighed med ansvar for en autentisk kilde, eller, for EU-enheder, af Kommissionen. De ville mindst indeholde indehaverens officielle navn som registreret i det relevante register og dens entydige identifikator i henhold til artikel 9. Medlemsstaterne ville meddele de autentiske kilder, der bruges til at verificere dem.[1][8]
Hvis en erhvervsdrivende allerede har en europæisk unik identifikator (EUID), den identifikator der bruges i selskabsretten, ville det være dens identifikator. Indehavere uden en sådan ville få en entydig identifikator oprettet i henhold til en gennemførelsesretsakt, som også ville forhindre, at nogen indehaver får mere end én.[1][9]
Kommissionen ville drive en europæisk digital vejviser med et API til system-til-system-brug og en sikker webportal, der skulle fungere som den betroede informationskilde om tegnebogsindehavere. Kun tegnebogsindehavere, deres bemyndigede repræsentanter og tegnebogsudbydere ville have adgang til den. Udbyderne ville skulle videregive enhver ændring af oplysningerne inden for én arbejdsdag.[1]
En enhed, der ønsker at udbyde tegnebøger, ville indgive meddelelse til sit nationale tilsynsorgan, beskrive, hvordan dens tegnebøger leverer de centrale funktioner, og erklære overensstemmelse. Tilsynsorganet ville have 30 dage til at gennemgå meddelelsen; hvis det ikke giver noget indholdsmæssigt svar inden for den frist, ville meddelelsen blive betragtet som fuldstændig. Kvalificerede tillidstjenesteudbydere ville springe gennemgangen over og kunne tilbyde tegnebøger med det samme. Et afslag ville kunne indbringes for domstolene.[1]
Tilsynsorganerne ville videregive udbyderes registreringer, ændringer og fjernelser til Kommissionen og indberette ændringer inden for 24 timer. Kommissionen ville offentliggøre den resulterende liste over tegnebogsudbydere på sit websted i et maskinlæsbart format.[1]
De tilsynsorganer, som medlemsstaterne allerede udpeger i henhold til eIDAS, ville også føre tilsyn med tegnebogsudbydere, der er etableret på deres område, gennem det, forslaget kalder efterfølgende tilsyn. Deres opgaver ville bl.a. omfatte at undersøge klager, kontrollere ophørsplaner og fjerne udbydere, der ikke overholder reglerne, fra listen. Medlemsstaterne ville fastsætte sanktioner, herunder administrative bøder på op til 2 % af en udbyders samlede globale årsomsætning. Hvis en national myndighed undlader at handle, og det indre marked er i fare, ville Kommissionen kunne gribe ind og bl.a. midlertidigt suspendere en udbyder fra listen.[1][8]
Den samarbejdsgruppe af medlemsstaterne og Kommissionen, der allerede er nedsat i henhold til eIDAS, ville også varetage European Business Wallets, dele bedste praksis og koordinere gennemførelsen.[1][8]
Hvis en EU-institution, et EU-organ, et EU-kontor eller et EU-agentur udbyder tegnebøger, ville Kommissionen og ikke en national myndighed føre tilsyn med den, udføre de relevante tilsynsopgaver fra artikel 13 og aflægge rapport om sine aktiviteter.[1]
Offentlige myndigheder ville skulle lade erhvervsdrivende bruge en tegnebog til at identificere og autentificere sig, underskrive eller forsegle, indsende dokumenter og afsende eller modtage meddelelser i administrative procedurer og indberetningsforpligtelser. Forslaget fastsætter denne frist til 24 måneder efter forordningens ikrafttræden. Til dokumenter og meddelelser ville offentlige myndigheder have brug for deres egen tegnebog med den kvalificerede elektroniske registrerede leveringstjeneste. I op til 36 måneder efter ikrafttrædelsen ville de i stedet kunne beholde et eksisterende alternativ, forudsat at det opfylder eIDAS-kravene til kvalificeret elektronisk registreret levering og tilbyder en gateway til tegnebøgerne. Forpligtelserne i denne artikel påhviler offentlige myndigheder, ikke virksomheder.[1]
Kommissionen ville kunne anerkende, at virksomhedstegnebøger eller hele rammer fra tredjelande giver tilsvarende garantier, forudsat at de er interoperable med eIDAS-tillidsrammen og som minimum understøtter identifikation, autentifikation og udveksling af attesteringer. Den ville først vurdere ækvivalensen, ville senere kunne tilbagekalde anerkendelsen og ville offentliggøre en liste over de anerkendte systemer.[1][8]
Virksomheder, der er etableret uden for Unionen, ville kunne få en European Business Wallet, når de har fået udstedt identifikationsdata og en entydig identifikator. Tegnebogsudbyderen ville anmode om identifikationsdataene på virksomhedens vegne, identiteten ville blive verificeret ved hjælp af metoderne i eIDAS, og medlemsstaterne ville samarbejde, så ingen virksomhed får mere end ét sæt.[1][8]
De gennemførelsesretsakter, som forordningen kræver, ville blive vedtaget med bistand fra det udvalg, der allerede er nedsat i henhold til eIDAS-forordningen.[1][7]
Ville ændre artikel 5a i eIDAS-forordningen, bestemmelsen om EUDI-tegnebøger, så den henviser til fysiske personer, herunder en fysisk person, der repræsenterer en juridisk person. Den ville også gentage, at brug af en EUDI-tegnebog er frivillig for fysiske personer, og at det, at de ikke bruger en, ikke må begrænse deres adgang til tjenester, arbejdsmarkedet eller friheden til at drive virksomhed.[1][7][8]
Tre år efter ikrafttrædelsen ville Kommissionen aflægge rapport til Parlamentet og Rådet om, hvor godt forordningen fungerer. Rapporten ville omfatte de centrale funktioner, udbydernes overholdelse, sanktioner og den registrerede leveringstjeneste og vurdere, om anvendelsesområdet bør ændres, herunder om brugen af tegnebøgerne skal gøres obligatorisk.[1]
Forordningen ville træde i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i EU-Tidende og ville finde anvendelse et år derefter. Den er ikke vedtaget, så ingen af datoerne kendes.[1]
Bilaget udfylder de tekniske detaljer bag artikel 5 og 6. Brugere ville logge ind i en tegnebog med elektronisk identifikation på sikringsniveau "betydeligt" eller højere; hver tegnebogsenhed ville bære en signeret attestering af sin integritet; kryptografiske nøgler ville være beskyttet af en sikker kryptografisk enhed; transaktioner, også mislykkede, ville blive logget; tegnebøgerne ville fungere med lokale, eksterne eller fjernbaserede kvalificerede signatur- og seglgenereringsenheder; og indehavere ville kunne eksportere deres data i et åbent format for at skifte til en anden tegnebog.[1][10]