Analysen bag forslaget om European Business Wallet, forklaret

Ikke en formel konsekvensanalyse

Strengt taget findes der ingen konsekvensanalyse for dette forslag. Kommissionen indrømmede en undtagelse med den begrundelse, at Business Wallets bygger direkte på det politiske valg, den allerede havde vurderet i 2021 for den europæiske ramme for digital identitet, og følger den løsningsmodel, der dengang blev foretrukket: en harmoniseret ramme for wallets med retsvirkning i hele Unionen, tilpasset professionel brug. I stedet udarbejdede den et arbejdsdokument fra tjenestegrenene, der analyserer de forventede omkostninger og fordele i detaljer.[1]

Det dokument, SWD(2025) 837, følger alligevel den velkendte struktur: problemdefinition, hvorfor EU bør handle, mål, den politiske løsningsmodel, dens virkninger og hvordan de ville blive overvåget. Det understøttes af en ekstern undersøgelse fra et konsortium ledet af NTT Data, en spørgeundersøgelse, der fik 65 svar fra de 340 interessenter, den nåede ud til, og 14 dybdegående interviews.[12]

Det problem, det beskriver

Dokumentet identificerer to problemer. Det præsenterer dem som en virksomhedsrettet udvidelse af de problemer, som konsekvensanalysen fra 2021 for EUDI-tegnebogen fandt for enkeltpersoner.[12]

• Virksomheder og offentlige organer har brug for bedre måder at identificere sig online og bevise, hvem der må handle på deres vegne, især på tværs af grænser. Virksomhedsidentifikatorer udstedt i én medlemsstat anerkendes ikke altid i en anden. Enkeltmandsvirksomheder, selvstændige og offentlige organer falder ofte uden for de virksomhedsregistre, der tildeler en EU-dækkende identifikator. Og der findes ingen standardiseret EU-dækkende måde at opbevare og kontrollere et digitalt mandat eller en fuldmagt på.
• Der findes ingen pålidelig, retligt anerkendt måde, hvorpå virksomheder digitalt kan dele licenser, certifikater og compliancedata med offentlige organer og med hinanden på tværs af grænser. De samme dokumenter indsendes igen og igen, ofte via e-mail, kurér eller proprietære portaler, og EUDI-tegnebogen, der er bygget op om personlig privatlivsbeskyttelse, blev ikke udformet til den sporbarhed, virksomheder har brug for til revision og compliance.

Det fører dem tilbage til tre drivkræfter:[12]

• Markedsmæssige og teknologiske forandringer, fra cloud computing og AI til datadrevet rapportering, skaber nye behov for tillidstjenester hos virksomheder og offentlige organer.
• Efterhånden som flere virksomheder handler på tværs af grænser, mangedobler fragmenterede nationale complianceprocesser deres omkostninger.
• Systemer, der ikke fungerer sammen, forhindrer offentlige organer i at identificere og kommunikere med virksomheder sikkert og effektivt.

Om hvorfor EU og ikke hver enkelt medlemsstat bør handle, argumenterer det for, at nationale systemer er bygget til indenlandsk brug og er forskellige med hensyn til retsvirkning, anvendelsesområde og teknisk udformning, hvilket hindrer etableringsfriheden og den frie udveksling af tjenesteydelser og fordrejer konkurrencen mellem virksomheder afhængigt af, hvor de er etableret. Det retsgrundlag, det angiver, er artikel 114 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), det samme som for den europæiske ramme for digital identitet.[12]

Hvad det sigter mod at opnå

Det generelle mål er at bidrage til, at det indre marked fungerer korrekt, ved at mindske de administrative byrder for virksomheder og offentlige forvaltninger gennem digital identifikation, autentifikation og retsgyldig dataudveksling. Heraf følger to specifikke mål:[12]

• Mindske administrative byrder, strømline complianceprocesser og forbedre levering af tjenester.
• Sikre, at virksomheder og offentlige organer har adgang til sikker og pålidelig digital identifikation på tværs af grænser, der opfylder brugernes behov og efterspørgslen på markedet.

Basisscenariet og løsningsmodellerne

Dokumentet sammenligner ikke flere politiske løsningsmodeller. Det tager politisk løsningsmodel 3, den løsningsmodel der blev foretrukket i konsekvensanalysen fra 2021 for EUDI-tegnebogen, og behandler den både som basisscenariet og som den eneste politiske løsningsmodel, der overvejes, tilpasset virksomheders og offentlige organers behov.[12]

Begrundelsen er sammenhæng: da den europæiske ramme for digital identitet allerede er i kraft og dens tekniske arkitektur fastlagt, kalder det modellen med den digitale identitetstegnebog den eneste holdbare løsning til at holde de to slags wallets ensartede og interoperable, og det beskriver Business Wallets som en udvidelse af den ramme snarere end en særskilt ramme.[12]

Under den løsningsmodel skulle offentlige organer muliggøre et minimum af kernefunktioner: identifikation og autentifikation, kvalificerede elektroniske signaturer og segl, udveksling af elektroniske attributattester og modtagelse af officielle meddelelser. Handlinger foretaget via disse funktioner ville have samme retsvirkning som på papir eller ved personligt fremmøde. Virksomheder ville ikke være forpligtet til at bruge en Wallet, og enkeltmandsvirksomheder og selvstændige kunne bruge deres EUDI-tegnebog til visse enkeltstående tjenester i stedet for at købe en fuld Business Wallet.[12]

De anvendelsestilfælde, det illustrerer

Den foreslåede forordning ville i sig selv være neutral over for anvendelsestilfælde: den ville ikke prioritere bestemte anvendelser. For at vise, hvordan den kunne fungere, oplister dokumentet anvendelsestilfælde, som interessenter har peget på:[12]

• Kundeoptagelse og kundekendskab (kend din kunde): verificerede legitimationsoplysninger i stedet for manuel indsamling af dokumenter.
• Juridisk repræsentation: udstedelse, tilbagekaldelse og sporing af fuldmagter digitalt.
• Offentlige udbud: forhåndskvalificerede legitimationsoplysninger, der kan genbruges på tværs af udbud.
• Drift af virksomhed på tværs af grænser: indsendelse af verificerede legitimationsoplysninger til myndigheder i andre medlemsstater uden personligt fremmøde.
• Skatteforvaltning og e-fakturering: pålidelige identifikatorer og verificerede momsoplysninger.
• Forsyningskæder: sammenkædning af verificerede leverandørdata og produktoplysninger, såsom det digitale produktpas.

De omkostninger, det modellerer

Indehavere af en wallet ville betale engangsomkostninger i deres første år (uddannelse og onboarding, aktivering og IT-implementering samt indkøb eller kontraktindgåelse) og derefter et tilbagevendende licens- og vedligeholdelsesgebyr. Kommissionen anslår den gennemsnitlige omkostning pr. organisation således:[12]

Alle offentlige organer antages at tage wallet'en i brug, da de ville være forpligtet til at acceptere den. For de 95.825 offentlige organer, som modellen tæller, giver det cirka 7,3 milliarder euro i det første år og derefter cirka 1,15 milliarder euro om året. Hvis 75 % af virksomhederne tog den i brug, ville deres omkostninger i alt udgøre cirka 45,5 milliarder euro i det første år og derefter cirka 20,4 milliarder euro om året.[12]

For enkeltmandsvirksomheder og selvstændige, der i stedet bruger deres EUDI-tegnebog, anslår dokumentet på grundlag af nuværende markedspriser enkeltstående tjenester til cirka 45 euro om året for den nye kommunikationskanal, mens elektroniske signaturer, segl og tidsstempler prissættes særskilt.[12]

De besparelser, det modellerer

Direkte fordele medregnes kun som besparelser ved at mindske eller fjerne manuelt administrativt arbejde. De anslås med EU's standardomkostningsmodel: lønomkostning pr. time ganget med den tid, en aktivitet tager, hvor ofte den udføres og hvor mange organisationer der udfører den, baseret på spørgeskemadata og officielle statistikker. Aktiviteterne falder i seks kategorier:[12]

• Identifikation og autorisation
• Udveksling af dokumenter og oplysninger
• Compliance og verifikation
• Journalføring og datastyring
• Tilladelser og certificering
• Grænseoverskridende koordinering og anerkendelse

Med alle offentlige organer og 75 % af virksomhederne om bord anslår Kommissionen den maksimale direkte fordel til cirka 169 milliarder euro om året, under forudsætning af at hver manuel proces erstattes. Dens minimum, baseret på de besparelser respondenterne i spørgeundersøgelsen forventede (22 % for offentlige organer, 36 % for virksomheder), er cirka 58 milliarder euro om året.[12]

Når omkostningerne trækkes fra, ville den maksimale nettofordel ved den udbredelse være cirka 116 milliarder euro i det første år og derefter cirka 147 milliarder euro om året. Under minimumsantagelserne ville den være omkring 6 milliarder euro i det første år og derefter omkring 37 milliarder euro om året. Dokumentet fremskriver også maksimum over ti år med konstante fordele til en nettonutidsværdi på cirka 1.107 milliarder euro.[12]

Dokumentet kører den samme model ved lavere udbredelsesniveauer. Ved det laveste, cirka 10 % af virksomhederne, er det samlede resultat stadig positivt i det første år, men offentlige organer ville betale mere, end de sparer, indtil deres engangsomkostninger er absorberet. Det kalder 75 % udbredelse den mest effektive og omkostningseffektive måde at nå målene på.[12]

Det beskriver også indirekte fordele, såsom mindre svindel, større tillid til digitale transaktioner og lavere udledninger fra papir og rejser. Nogle er kvantificeret og andre ikke, og de holdes adskilt fra de direkte besparelser ovenfor.[12]

Hvordan dette forholder sig til hovedtallene for besparelser

Ingen af disse modellerede tal er et af de to hovedtal, der er i omløb. Kommissionens pressemeddelelse af 19. november 2025 nævner op til 150 milliarder euro om året i besparelser for virksomheder, og dens politikside nævner mindst 160 milliarder euro. Kommissionen forklarer ikke forholdet mellem de tre.[3][2]

Om begge hovedtal og de udbredelsesniveauer, modellen bruger, kan du læse i besparelsesskønnene forklaret.

De begrænsninger, det anerkender