Rådets holdning
Hvad Rådet ændrede i forslaget om European Business Wallet
Rådets tekst
Rådets pressemeddelelse knytter dets generelle indstilling til rådsdokument ST 7659/26, en note fra det cypriotiske formandskab til De Faste Repræsentanters Komité dateret den 22. maj 2026. Bilaget gengiver hele forordningen, med tilføjelser til Kommissionens forslag i fed skrift og sletninger overstreget.[6][13]
Tabellen nedenfor dækker de indholdsmæssige ændringer. Den udelader de redaktionelle ændringer, som formandskabet også foretog, såsom strammere formuleringer og omnummererede krydshenvisninger, og den dækker ikke betragtningerne eller bilaget.[13]
Rådets egen opsummering
I sin pressemeddelelse fremhævede Rådet fem ændringer:
- Interoperabilitet: tegnebøgerne bør supplere, ikke erstatte, eksisterende nationale systemer mellem virksomheder og mellem virksomheder og myndigheder.[6]
- Ækvivalens: handlinger via en tegnebog bevarer deres retlige ligestilling med papir, men nationale administrative og proceduremæssige krav finder fortsat anvendelse.[6]
- Mandater: autorisationssystemet har ikke til formål at berøre fuldmagter eller lovbestemte mandater efter national ret eller EU-ret.[6]
- Udbydere: en højere tærskel for at blive tegnebogsudbyder, gennemførelsesretsakter om den dokumentation, ansøgere skal indsende, og en stærkere rolle for de nationale tilsynsorganer, når en udbyder systemisk ikke overholder reglerne.[6]
- Tidsfrister: op til 60 dage i stedet for 30 til tilsynsorganernes gennemgang af en udbyders ansøgning, og fristerne samlet og strømlinet.[6]
Anvendelsesområde og retsvirkning
| Artikel | Kommissionens forslag | Rådets generelle indstilling |
|---|---|---|
| Artikel 2 Anvendelsesområde | Forordningen ville ikke berøre de systemer, som EU-retten foreskriver til udveksling af dokumenter og data mellem kompetente myndigheder.[1] | Den ville heller ikke berøre systemer, som national ret foreskriver, og ville ikke berøre foranstaltninger, som medlemsstaterne træffer af hensyn til den offentlige orden, den offentlige sikkerhed og forsvaret.[13] |
| Artikel 3 Definitioner | Tegnebogsindehavere ville give "mandater" til "bemyndigede repræsentanter". En økonomisk aktør ville være enhver fysisk eller juridisk person, eller gruppe heraf, der handler i kommerciel eller erhvervsmæssig egenskab.[1] | Mandater og bemyndigede repræsentanter erstattes af "autorisationer", som en indehaver giver tegnebogsbrugere til at udføre bestemte handlinger i en udpeget tegnebog. Definitionen af økonomisk aktør ville udtrykkeligt nævne selskaber, interessentskaber, fonde, foreninger, enkeltmandsvirksomheder og selvstændige.[13] |
| Artikel 4 Ækvivalensprincippet | En handling foretaget med en af de centrale funktioner i artikel 5, stk. 1, ville have samme retsvirkning som den samme handling foretaget ved personligt fremmøde, på papir eller på anden måde, der opfylder kravene.[1] | Ækvivalensen ville knytte sig til de kvalificerede tillidstjenester, der indgår i disse funktioner, og ville også omfatte autoriserede tegnebogsbrugere. Ifølge et nyt stykke finder eksisterende EU-krav eller nationale krav til elektroniske formater i administrative procedurer fortsat anvendelse.[13] |
Hvad en tegnebog ville gøre
| Artikel | Kommissionens forslag | Rådets generelle indstilling |
|---|---|---|
| Artikel 5 Centrale funktioner | Indehavere ville kunne autorisere flere brugere til at betjene deres tegnebog, administrere og tilbagekalde disse autorisationer og eksportere deres data.[1] | Autorisationer, herunder rollebaserede, ville ikke berøre fuldmagter eller lovbestemte mandater. Indehavere ville også kunne importere deres data, så de kan skifte mellem tegnebogsudbydere.[13] |
| Artikel 6 Tekniske egenskaber | En indehaver ville blive onboardet på afstand via en bemyndiget repræsentant med elektronisk identifikation på sikringsniveau "betydeligt" eller "højt".[1] | Onboarding ville ske via en lovlig repræsentant eller en anden person, der lovligt er bemyndiget til det, med elektronisk identifikation på sikringsniveau "højt". Udbydere ville også skulle give offentlige myndigheder, der ikke har en tegnebog, en entydig digital adresse som en selvstændig tjeneste og gøre tegnebøgerne tilgængelige for personer med handicap.[13] |
Hvem der ville kunne udbyde en tegnebog
| Artikel | Kommissionens forslag | Rådets generelle indstilling |
|---|---|---|
| Artikel 7 Krav til udbydere | Udbydere ville skulle opfylde kravene i artikel 19a i eIDAS-forordningen, undtagen kvalificerede tillidstjenesteudbydere, som ville være fritaget.[1] | Fritagelsen for kvalificerede tillidstjenesteudbydere udgår. Inden for otte måneder efter ikrafttrædelsen ville Kommissionen vedtage en gennemførelsesretsakt om, hvordan det vurderes, om en udbyder udgør en risiko for Unionens sikkerhed, herunder kontrol fra et tredjeland. Udbydere ville skulle have en ajourført risikovurdering og opdatere deres selvevaluering hver 24. måned, eller tidligere efter en væsentlig hændelse eller en væsentlig ændring.[13] |
| Artikel 11 At blive udbyder | En kommende udbyder ville indgive meddelelse til sit tilsynsorgan med en overensstemmelseserklæring. Organet ville have 30 dage til gennemgangen; uden et indholdsmæssigt svar inden for den frist ville meddelelsen blive betragtet som fuldstændig. Kvalificerede tillidstjenesteudbydere ville springe gennemgangen over.[1] | Meddelelsen bliver til en ansøgning om tilladelse, understøttet af en selvevalueringsrapport og en risikovurdering; eksisterende rapporter om overensstemmelsesvurdering efter eIDAS ville kunne genbruges. Fristen for gennemgangen ville være 60 dage, og tavshed ville ikke længere gælde som godkendelse: organet ville skulle begrunde forsinkelsen og afslutte sagen inden for højst 20 dage mere. Den hurtige procedure for kvalificerede tillidstjenesteudbydere udgår.[13] |
| Artikel 12 Liste over udbydere | Tilsynsorganerne ville indberette ændringer til Kommissionen inden for 24 timer.[1] | Inden for 3 arbejdsdage. Kommissionen ville føje en godkendt udbyder til sin liste, eller fjerne en udbyder, der ikke overholder reglerne, inden for to arbejdsdage.[13] |
Identifikation og den europæiske digitale vejviser
| Artikel | Kommissionens forslag | Rådets generelle indstilling |
|---|---|---|
| Artikel 8 Indehaveridentifikationsdata | Kommissionen ville kunne vedtage gennemførelsesretsakter med krav til indehaveridentifikationsdata, men ville ikke være forpligtet til det.[1] | Kommissionen ville skulle vedtage dem inden for et år efter ikrafttrædelsen. Medlemsstaterne ville også kunne meddele en formidlingsplatform, der handler på vegne af deres autentiske kilder.[13] |
| Artikel 9 Entydige identifikatorer | En indehaver uden en europæisk unik identifikator (EUID) ville få en entydig identifikator oprettet i henhold til en gennemførelsesretsakt.[1] | Den identifikator ville blive oprettet efter anmodning, eller når indehaveren får en tegnebog.[13] |
| Artikel 10 Europæisk digital vejviser | Kun tegnebogsindehavere, deres bemyndigede repræsentanter og tegnebogsudbydere ville have adgang til vejviseren. Udbyderne ville videregive ændringer inden for én arbejdsdag.[1] | Fastsætter minimumsoplysninger (officielt navn, entydig identifikator, digital adresse, etableringsland), tilføjer offentlige myndigheder, der ikke har en tegnebog, giver medlemsstaternes myndigheder adgang og pålægger udbyderne at kontrollere indehaveroplysningerne mindst hver 72. time.[13] |
Tilsyn og sanktioner
| Artikel | Kommissionens forslag | Rådets generelle indstilling |
|---|---|---|
| Artikel 13 Tilsyn | De tilsynsorganer, der allerede er udpeget i henhold til eIDAS, ville føre tilsyn med tegnebogsudbydere og kunne fjerne udbydere, der ikke overholder reglerne, fra listen. Hvis en national myndighed undlod at handle, ville Kommissionen kunne vedtage gennemførelsesretsakter med korrigerende foranstaltninger, herunder midlertidig suspension.[1] | Hver medlemsstat ville udpege en kompetent myndighed, ny eller eksisterende, eller efter aftale en myndighed i en anden medlemsstat. Tilsynsorganerne ville underrette Kommissionen om manglende overholdelse i stedet for selv at fjerne udbydere. Kommissionen ville kun kunne gribe ind ved systematisk manglende overholdelse, sammen med tilsynsorganet, og ved afgørelse midlertidigt suspendere en udbyder efter at have givet den mulighed for at afhjælpe forholdet. Medlemsstaterne ville kunne beslutte, om bøder skal gælde for nationale offentlige myndigheder; loftet på 2 % af den globale årsomsætning er uændret.[13] |
| Artikel 15 Tilsyn med EU-enheder | Kommissionen ville føre tilsyn med enhver EU-enhed, der udbyder tegnebøger.[1] | Kommissionen ville føre tilsyn med andre EU-enheder end Unionens institutioner og handle i fuld uafhængighed.[13] |
Offentlige myndigheder
| Artikel | Kommissionens forslag | Rådets generelle indstilling |
|---|---|---|
| Artikel 16 Offentlige myndigheders forpligtelser | 24 måneder efter ikrafttrædelsen ville offentlige myndigheder skulle lade virksomheder identificere sig, underskrive eller forsegle, indsende dokumenter og afsende eller modtage meddelelser med en tegnebog. Til dokumenter og meddelelser ville de have brug for deres egen tegnebog med kvalificeret elektronisk registreret levering. Eksisterende alternativer ville kunne bruges i stedet indtil 36 måneder efter ikrafttrædelsen.[1] | Den faste frist, kravet om at have en tegnebog og undtagelsen udgår. Medlemsstaterne ville træffe passende organisatoriske og tekniske foranstaltninger, og forpligtelsen ville gælde to år efter, at de sidste gennemførelsesretsakter finder anvendelse (se artikel 22).[13] |
Tredjelande
| Artikel | Kommissionens forslag | Rådets generelle indstilling |
|---|---|---|
| Artikel 17 Tegnebøger fra tredjelande | Kommissionen ville efter en vurdering kunne anerkende tegnebøger eller rammer fra tredjelande som ækvivalente, hvis de er interoperable med eIDAS-tillidsrammen.[1] | De ville også skulle have et tilsvarende sikkerhedsniveau, og vurderingen ville som minimum skulle tage hensyn til databeskyttelse, cybersikkerhed og uafhængighed af kontrol fra højrisikoregeringer.[13] |
| Artikel 18 Virksomheder uden for Unionen | Medlemsstaterne ville samarbejde, så ingen virksomhed, der er etableret uden for Unionen, får mere end ét sæt identifikationsdata.[1] | Det ville de nationale tilsynsorganer gøre, og de ville kunne bruge den europæiske digitale vejviser til det. Den repræsentant, der foretager onboardingen, ville også få sin identitet verificeret.[13] |
Revision og tidsplan
| Artikel | Kommissionens forslag | Rådets generelle indstilling |
|---|---|---|
| Artikel 21 Evaluering og revision | Kommissionen ville aflægge rapport om forordningen tre år efter ikrafttrædelsen.[1] | Fem år efter ikrafttrædelsen, og rapporten ville omfatte tids- og omkostningsbesparelser, hvor de foreligger, udbredelse og en særskilt vurdering af virkningen for mikrovirksomheder og små og mellemstore virksomheder.[13] |
| Artikel 22 Ikrafttræden og anvendelse | Forordningen ville finde anvendelse et år efter ikrafttrædelsen.[1] | Visse bestemmelser, herunder dem om gennemførelsesretsakter og tilsyn, ville finde anvendelse fra ikrafttrædelsen, størstedelen af forordningen et år efter, at den sidste af de opregnede gennemførelsesretsakter finder anvendelse, og artikel 16 to år derefter. De fleste gennemførelsesretsakter skulle vedtages inden for et år efter ikrafttrædelsen. Ingen af disse datoer kendes, fordi forordningen ikke er vedtaget.[13] |
Hvad med Europa-Parlamentet?
Parlamentet har endnu ikke vedtaget sin holdning. Dets ledende udvalg, ITRE, stemte den 10. september 2026 for at vedtage sin betænkning og indlede interinstitutionelle forhandlinger, og betænkningen (A10-0240/2026) blev den 23. september 2026 indgivet til plenarforsamlingen. Ifølge Parlamentets proceduredossier afventer sagen Parlamentets holdning ved førstebehandlingen.[4]
Denne side sammenligner kun Rådets tekst. Parlamentets ændringer ville blive tilføjet ved siden af, når Parlamentet har vedtaget sin holdning. Se, hvor dossieret står